Greinasavn / Arkiv

Først tak til Norsk-Færøsk Lag og Foreningen Norden i Færøerne for indbydelsen til denne hyggelige sammenkomst her i Oslo. Det er altid spændende, når der samarbejdes mellem de folkelige bevægelser i Norden. Det er noget jeg sætter stor pris på.

Jeg havde ikke det helt store kendskab til foreningen Norsk-Færøsk Lag, men jeg ser på hjemmesiden, at foreningens vedtægter stammer helt tilbage til 1932, så det er vel en ganske historisk forsamling. I styret ser jeg en god blanding af færøske og norske navne, og jeg kender da også et par stykker.

Færøernes plads i det nordiske samarbejde er ikke altid den, man hører mest om. Men ikke desto mindre, så er vi en yderst levende del af den nordiske familie. Vi deler historie og kultur med folket i Norden, og da ikke mindst med Norge.

Da frihedselskende nordmænd for over tusind år siden drog mod vest, for at undslippe de høje skatte – ja, nogle ting ændrer sig ikke meget – så medbragte de selvfølgelig også norsk kultur og norske skikke. I dag er det måske mere færinger, der søger økonomisk lykke i Norge, men på den måde er vi nok alt ialt i fin balance. Men tilbage til historien. Med norsk inspiration blev det færøske lagting grundlagt, og tinget kom dengang sammen ude i Tinganes. Vi regner med, at vores lagting blev grundlagt mellem femti og sytti år tidligere end Islands Althingi. Det vil en islænding nok aldrig t indrømme, men sådan er det altså.

Man kan så sige, at vi med tiden så blev genforenet med Norge igen. Og lidt senere blev vi meget nordiske igen, i og med at vi alle sammen blev danskere – på godt og ondt, som man siger. Norge forblev længe en vigtig forbindelse, specielt handelsruten fra Bergen, eller Bjørgvin, som man sagde dengang.

Vi kender alle til de mange forhandlinger, der føres i for eksempel Nordisk sammenhæng. Der blev også forhandlet om blandt andet retten til handelen til Færøerne. Da rådmand og apoteker i Bergen Nicolas de Fruntt fik kongens tilladelse til færøhandelen, foregik det således, at Nicolas inviterede Kong Christian til middag, da han i 1599 var i Bergen.

Kongen og hans følge blev stærkt beværtede og dansede lystigt med Bergens smukkeste piger. Kongen festede hele natten, og da de havde drukket meget og igen skulle gå ombord kongeskibet, da slog Kongen af stor lystighed alle vinduerne ind og slog hans bagerovn itu.

Det var så et historisk eksempel på et vellykket nordisk samarbejde, som sikkert gavnede alle parter. Det nordiske samarbejde lever videre i dag, men mødeformen er måske knap så livlig som dette. Heldigvis.

Jeg mener, at det nordiske samarbejde helt naturligt bør strække sig fra Finland i øst til Grønland i vest, hvor alle lande og folk bør være repræsenteret på lige fod. Ligeværdige parter, så selvsagt og naturligt.

Færøerne har mange egenskaber og særpræg, som er med til at definere Norden – hvis vi tillader det. Der vil altid være en fare for, at de små bliver overskygget af de store. Men jeg har en begrundet tillid til, at Norden er i stand til at sikre mangfoldigheden i Norden (tror jeg). Vi skal selvfølgelig også finde en løsning på silde- og makrelstriden, men det gør vi nok også før eller senere.

Norden er porten til det arktiske område. Interessen fra stormagterne Kina, USA, Rusland m.fl. er enorm, og kampen om Arktis er startet for længst. Vi har ikke råd til at lade være med at stå sammen og støtte hinanden.

Forudsætningen for, at dette skal lykkes, er, at vi arbejder sammen. At vi finder fremadrettede løsninger sammen, og ikke lader os standse af en eller anden jura, som umiddelbart dikterer mulige og umulige forbehold. Det burde vi trods alt efterhånden være vokset fra. Det er det, vi politikere er til for; at finde frem til de rigtige løsninger, og så må juraen indrette sig derefter.

Politikken får mig til at tænke på historien om Jørgen Franz Jacobsens Barbara. Det er en fantastisk spændende og selvfølgelig også romantisk historie med alt det, der hører til. I filmatiseringen tilbage i 1997 blev Barbara forresten spillet af den norske skuespillerinde Anneke von der Lippe, som alle her nok ved.

I bogen finder den unge præsteenke Barbara sammen med den nye, unge præst hr. Poul. Men Barbara forelsker sig let, og da hun har så stor en tiltrækningskraft på mænd, viser det sig snart, at ægteskabet ikke bliver uden problemer og sorger for præsten.

I bogens tredje kapitel har Barbara besøg af sin fætter Gabriel og af den nye præst på øen, Hr. Poul, som senere bliver hendes mand. De er begge tiltrukket af Barbara, og jeg vil lige læse et lille afsnit fra episoden:

"Barbara syede. Men hendes livfulde øjne var ikke så meget ved sytøjet, de var med deres hastigt skiftende, grønlige glans overalt, og foreløbig mest hos Gabriel. Hun vidste måske ikke, hvad han tænkte, men hun vidste, hvad han følte. Hun var så lydhør. Når hun således sad mellem to mænd, hørte hun takten af begges hjerteslag. Hun kunne spille tostemmigt på dem som på to instrumenter."

Det er et fantastisk billede, vi ser her. Men sådan som jeg læser situationen, så drejer det sig i virkeligheden slet ikke om to mænd og en kvinde. Det er politik fra ende til anden: Barbara er vort land, Færøerne: Smuk, betagende, uberegnelig. Tager og giver.

Gabriel og hr. Poul er os; folket - politikerne. Vi besidder hver for sig meget forskellige egenskaber, vi kan en masse, men det er også meget svært at forstå til fulde de mekanismer, der får et land til at fungere – for ikke at snakke om en kvinde (undskyld). Men vi gør, hvad vi kan. Ofte går det jo ganske fint, andre gange mindre godt. Men intentionerne er altid ædle og oprigtige.

William Heinesen siger om Barbara, at hun er ikke umoralsk, men amoralsk – et stykke vild natur, på samme tid ureflekteret, samvittighedsløs og troskyldig som et dyr. Hun symboliserer livet, det gavmilde, men uberegnelige, hvis ubekymrede luner og nykker vi alle er underkastet.

Så I ser vel, at det er nøjagtig det samme, der gør sig gældende i politikken. Det som så er allermest vigtigt i denne sammenhæng er at huske på alle de muligheder, som trods alt findes omkring os. Og dermed taler vi heller ikke kun om Færøerne. Alle lande, også de Nordiske lande, har behov for at arbejde med sine udfordringer.

Kingo synger et sted:

Dejligste roser har stindeste torne,
skønneste blomster sin tærende gift,
under en rosenkind hjertet kan forne
for dog at skæbnen så sælsom er skift!
I våde-vand
flyder vort land,
Himlen har ene lyksaligheds stand.

Norden er verdens bedste samfund, ingen tvivl om det. Det er noget, som de nordiske lande har arbejdet for i mange år, og det skal vi fortsætte med. Det værste, der kan ske med en blomsterhave er, hvis gartneren standser med sit daglige arbejde. Vi, de Nordiske lande, har ikke råd til overse nordisk samarbejde. Det er vores pligt at pleje og videreudvikle vort gode samarbejde, ligesom en have kræver omsorg af sin gartner. Det skal vi alle, både større lande og mindre lande – i fællesskab. Og, som vi allerede har været inde på tidligere i dag, så ser jeg frem til, at Færøerne kommer til at spille en endnu tydeligere rolle i fremtidens Nordiske samarbejde.

Jeg sætter stor pris på, at Norsk-Færøysk Lag inviterer mig og den færøske delegation til denne hyggelige sammenkomst. Når alt kommer til alt vil jeg sige, at der er ingen minister, der har mulighed for at realisere visioner om nordisk samarbejde uden et tæt og konstruktivt medspil fra foreninger som denne. Derfor sætter jeg også særlig pris på muligheden at få lov deltage her.

Tusind hjertelig tak!